Måned for måned
Naturen lige nu
Januar i Rold Skov og Rebild Bakker
Skoven i januar
- Typisk dagtemperatur
- Ca. 3–5 °C
- Nedbør
- 75 mm
- Soltimer
- 55 timer
- Dagens længdeFra solopgang til solnedgang
- 6 t 53 m → 8 t 26 m
Januar er normalt årets koldeste vintermåned, men kan indimellem være så mild, at naturen forveksler den med forår. Dagene bliver langsomt længere, og vintermørket er langsomt på retur. Mange dyr ligger i dvale: flagermusen hænger med hovedet nedad i Tindbæk klakminer, pindsvinet gemmer sig i blade, og frøer hviler på søens bund. Grævlingen er dog stadig aktiv, men sparer på energien.
Fuglesang i januar.
Der er ikke mange fugle, der gør lyd af sig i denne mørke tid. Rødhalsen er dog en undtagelse. Rødhalsen kan høres synge året rundt og særligt nu bemærkes den, hvor alle andre tier. Både hunnen og hannen synger. Sangen udføres i et højt toneleje og fortæller andre rødhalse at dette fødeterritorium er optaget.
Vintersvampe
Er januar mild dukker mange spændende vintersvampe op. Det gælder både den spiselige østershat, fløjlsfod og judasøre. Judasøre minder faktisk lidt om et øre. Judasøre kan bl.a. findes på birk og hyldetræer. Ifølge overleveringen hængte forræderen Judas sig fra en hyld. Svampen kan spises bl.a. som strimler i suppe, men er ikke nogen stor smagsoplevelse.
Ræven på frierfødder
I januar kan man i aftentimerne og natten igennem være heldig at høre rævens gøen og også dens lidt uhyggelige hæse skrig. Det skyldes at rævens parringstid “rolletiden” er i gang. Han-ræven strejfer vidt omkring i sin søgen efter en mage. Det resulterer som ofte i et nyt kuld hvalpe, der kommer til verden i marts. Er der faldet sne er det let at genkende rævens spor, da ræven sætter den ene pote umiddelbart foran den anden og derved kun efterlader en enkelt kolonne af spor.
Duehøgen kalder i skoven
Duehøgen begynder allerede i januar eller begyndelsen af februar at kalde på en mage. Midt på vinteren kan man derfor se ynglefuglene i parringsflugt over det kommende års rede sted.Det er især hannen der står for redebygningen, der ofte placeres i et ældre løvtræ.
Venus lyser på aftenhimlen
I januar lyser planeten Venus på himlen mod syd. Den er næsten ikke til at undgå at se da den står som den klareste “stjerne” af alle.
Natuglen tuder oftere i januar
Natuglen er vores almindeligste ugle. Normalt gør den ikke meget væsen af sig, men i vinterhalvåret – især i januar og februar høres den oftere. Territoriet skal markeres. Ugler yngler nemlig også gerne tidligt på året.
Lavt siddende bøgeknopper bides af råvildtet, mens kronvildtet skræller bark af træerne. Hele vinteren går råvildtet sammen i flokke, helt op til 20 dyr. I åen og i skovens kilder man se vandstæren sidde på stenene og dykke for at finde vandinsekter. Selv i hård frost er der masser af fugle i Gravlev Sø, som vandet fra kilden holder isfri. Vandfuglene græsser på bundgrøden og forhindrer at den lavvandede sø gror til.